Cecilie Korsholm Ifversen
Stifter og ejer af hverdagshelt.dk
Du har ledt længe efter en gave, som du håber modtageren bliver glad for. Du har pakket den flot ind, og nu mangler bare kortet.
I sidste øjeblik får du kradset nogle generelle gloser ned, kortet bliver lagt ved gaven - og så er det videre.
Sådan en krank skæbne lider mange kort. De ender som pæne til-og-fra kort og jeg forstår det virkelig godt. Jeg har selv skrevet utallige kort, der desværre ikke løftede sig meget over høfligheder og generelle fraser. Mellem os, så hader jeg at skrive kort.
Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil skrive et personligt kort der betyder noget. Tværtimod. Men jeg har ofte for travlt, og indrømmet, måske også lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg får det ned på skrift.
Det har jeg besluttet mig for at gøre noget ved.
Jeg har derfor tænkt lidt over, hvad det er der gør et kort personligt og vedkommende. Og hvis du gerne, lige som jeg, vil skrive et kort der passer til den person du skriver det til, får du her mine bedste råd.
De har i hvert fald virket for mig.
6 gode råd til et personligt kort
-
1. Sæt tid af
Jeg ved det, det lyder banalt, men det er nok mit vigtigste råd.
Hvis du først finder kortet frem i sidste øjeblik, bliver teksten ofte derefter. Vil du skrive noget personligt, så sæt tiden af til det. Et par minutter ekstra kan gøre en stor forskel. -
2. Vær specifik
Glem de generelle formuleringer og tag udgangspunkt i noget konkret. Det kan være en oplevelse, en egenskab eller noget personen har gjort.
Prøv fx. "Jeg tænkte på dig, da jeg så..."
Eller
"Jeg glemmer aldrig den dag du..."
Det er ofte de konkrete detaljer der gør et kort personligt. -
3. Giv anerkendelse
Fortæl præcis hvad du sætter pris på, beundrer eller anerkender ved personen. Det er her du sætter ord på, hvorfor personen er din hverdagshelt.
Og du behøver faktisk ikke at skrive noget stort eller højtideligt. Det kan være en lille ting, som personen måske ikke selv tænker over.
Det kan være deres evne til altid at få andre til at føle sig velkomne, deres humor, tålmodighed eller fordi de altid hjælper. -
4. Fortæl hvad det betyder for dig
Personen ved ikke altid, hvilken betydning deres handlinger har eller har haft for dig. Så fortæl det!
"Det betød mere end du ved..." er en fin start.
MEN: "Du gav mig mod til at prøve..." tæller endnu mere.
Jo tættere du kan komme følelsen eller betydningen de har for dig, desto mere personligt bliver kortet. -
5. Kig lidt fremad
Et kort behøver ikke kun at handle om det der allerede er sket. Skriv også gerne om det, du håber på, glæder dig til eller ønsker for jer fremover.
"Jeg glæder mig til..."
"Jeg håber, vi snart..."
"Jeg ønsker dig..."
Det er ikke mit vigtigste råd og kan udelades, men det kan være med til at give en følelse af en fortsættelse fremfor afslutning. -
6. Slut af, så det passer til jeres relation
Afslutningen skal gerne passe til den relation i har.
"Venlig hilsen" kan være fin nok til en kollega eller en du ikke kender så godt.
"Knus" og "kærlig hilsen" eller noget helt trejde passer måske bedre til en nær ven eller et familiemedlem.
Fra det genelle til det personlige
Det kan være svært at se forskellen på det generelle og personlige, når man sidder med et tomt kort. Så lad mig komme med et eksempel .
Det generelle kort:
"Tillykke med fødselsdagen. Jeg håber du får en dejlig dag og bliver fejret."
Det mere personlige kort:
"Tillykke med fødselsdagen. Jeg håber du får en dejlig dag med masser af grin, god mad og mennesker du holder af. Jeg er virkelig glad for at have dig i mit liv. Du kan altid få mig altid til at grine med din smittende personlighed og latter - også i perioder, hvor jeg ikke har haft helt så meget at grine af."
Forskellen er ikke at det ene er skrevet bedre end det andet. Forskellen er, at et personligt kort fortæller noget, der kun kunne være skrevet til denne person.
Og det er faktisk hemmeligheden.
Kortet er en del af gaven
Man kommer let til at glemme, at kortet faktisk er en væsentlig del er gaven og det synes jeg er ærgerligt.
En gave siger: "Jeg har tænkt på dig"
Et kort kan fortælle: "Det er derfor jeg har valgt netop denne gave til dig"
Det behøver ikke at være langt for at være godt. Måske er det en lille historie om, hvorfor gaven minder dig om personen. Måske fortæller du, hvad du håber gaven kommer til at betyde. Eller måske bruger du kortet til at sige noget du ellers ikke lige får sagt.
En gave kan være smuk, sjov eller praktisk, men når du sætter ord på, hvorfor du har valgt den til netop den person, bliver den mere personlig. Og måske er det præcis det et godt kort kan. Den gør ikke bare gaven større, den gør den mere betydningsfuld.
Kort kan skrives til næsten enhver anledning
Vi forbinder ofte et personligt kort med fødselsdage, bryllupper, konfirmationer og andre mærkedage. Men hvorfor egentlig lade os begrænse? Et personligt kort behøver ikke at være bundet til en bestemt anledning.
Du kan skrive et takkekort til en der har hjulpet dig.
Et kort til en ven, der har brug for ekstra opmuntring.
Et afskedskort til en kollega.
Et kort til en, du er stolt af.
Et kort til din far eller din mor.
Et helt almindelig - jeg tænker på dig kort.
De kort der kommer helt uden anledning kan nogle gange være dem vi husker bedst. For der ligger ikke en forventning bag. Du skriver dem fordi du har lyst til at fortælle et andet menneske, at det betyder noget.
Faktisk er det netop fundamentet for Hverdagshelt: At anerkende de mennesker, der gør en forskel i din herdag, men som sjældent får tak. Et personligt kort er kernen i den gestus. Medaljen eller brochen er det synlige symbol, men kortets ord er det, der forklarer hvorfor.
Oftest stillede spørgsmål om personlige kort
Skal et personligt kort være langt?
Nej, et personligt kort behøver hverken være langt, poetisk eller velformuleret. En enkelt konkret og oprigtig sætning kan være langt mere værd end en hel side med generelle fraser.
Hvis du kun kan finde på en ting at sige, så sig den. Og hvis du går helt i stå, så start med "Du er min hverdagshelt fordi..."
Det er en overraskende god måde at komme i gang på.
Hvad skriver man, hvis man ikke er god til at skrive kort?
Hvis du ikke er god til at skrive kort, så skriv det. Altså helt bogstaveligt. "Jeg er virkelig dårlig til at skrive kort, men jeg vil gerne prøve at fortælle dig, hvorfor du er min hverdagshelt..."
Det behøver ikke at være perfekt. Faktisk kan det virke mere personligt fordi du er ærlig.
Du kan også tænke på kortet som en samtale. Hvad ville du sige til personen, hvis I sad overfor hinanden? Skriv det, i stedet for at prøve at lyde som en, der er god til at skrive kort.
Det vigtigste er ikke at skrive et perfekt kort
Et godt kort handler ikke om flotte formuleringer eller perfekte ord.
Det handler om at stoppe op et øjeblik, og fortælle et andet menneske noget de måske ikke hører så tit:
Jeg ser dig
Jeg sætter pris på dig
Du betyder noget for mig
Et kort ændrer nemlig ikke verden, men det gør en lille forskel for det menneske, der læser det.
Kan et personligt kort kombineres med en personlig gave?
Ja, det er faktisk hele tanken bag Hverdagshelt. Kortet forklarer hvorfor du har valgt gaven og understreger ordlyden i kortet. Symbolikken i medaljerne kombineret med et personlige kort gør tak for dig gaver fra Hverdagshelt til noget der forhåbentlig bliver husket længe.